Hvad er vitaminpiller?

Vitaminpiller består af en kombination af mineraler og vitaminer. Da kroppen ikke selv kan danne vitaminer, er vi nødt til at indtage vitaminerne gennem kosten eller i gennem af vitaminpiller. Vitaminer er nødvendige for at kroppen kan opretholde mange vigtige funktioner.

Kroppen har faktisk brug for hele 13 vitaminer (men heldigvis i små mængder!). Du har sikkert hørt om vitaminerne A,C, D, E og K. Men der findes også vitaminer, der hedder thiamin, riboflavin, B6, B12, niacin, folat, pantothensyre og biotin. De kaldes som en gruppe for B-vitaminer. Alle vitaminerne har forskellige funktioner i kroppen, og kan derfor ikke erstattes af hinanden. Man kan derimod betragte vitaminer som kroppens byggesten, der er nødvendige for at kroppen kan fungere.

Du kan faktisk få vitaminpiller som kun indeholder en enkelt type vitamin, eller så kan du købe multivitaminpiller, som er en blanding af alle de vitaminer, som kroppen har brug for.

Vitaminer er delt op i vand- og fedtopløselige vitaminer. Vandopløselige vitaminer betyder at de udskilles gennem urinen, mens de fedtopløselige kan ophobe sig i kroppen og skylles ikke ud hver dag. Hvis du tager en vitaminpille, der er fedtopløselig, betyder det at den skal tages sammen med et måltid (der gerne skal indeholde fedt), for at den bliver optaget bedst muligt i kroppen. 

Udover vitaminer, indeholder vitaminpiller også mineraler. Mineralerne er grundstoffer, der også er essentielle for at du kan bevare en sund og funktionel krop. Mineralerne deles yderligere op i makromineraler og mikromineraler (sporstoffer), alt efter hvor store mængder af mineralet kroppen har brug for. Makromineraler er de mineraler som kroppen har brug for mere end 100 mg af hver dag, mens mikromineraler er de mineraler som kroppen har brug for mindre end 100 mg af.

Præcis ligesom vitaminerne, indtages mineralerne gennem kosten eller gennem et kosttilskud. Mineraler og vitaminer skal indtages sammen, da de samarbejder på kryds og tværs og mange er afhængige af hinanden for at fungere optimalt.

Et af kroppens vigtigste mineraler er magnesium, da den er rigtig vigtig for knogler, muskler og vores mentale helbred. Her kan du læse mere om magnesium.

Hvor får du vitaminer fra?

Udover at tage en vitaminpille, kan du naturligvis også finde vitaminer i fødevarer. Med en balanceret og varieret kost er det derfor slet ikke nødvendigt at tage en vitaminpille. Desværre er mange danskere meget dårlige til at spise varieret nok, og det kan derfor være en god idé at supplere op med en vitaminpille. Mange spiser enten alt for forarbejdet mad, uden frugt og grøntsager. Det skyldes blandt andet travle liv på farten og ofte også kræsenhed. Nogle spiser generelt alt for lidt, som for eksempel småtspisende ældre.

Hvis du kan genkende dig selv, kan det være at du skal overveje at begynde på vitaminpiller. Hvis du gerne vil begynde at spise mere varieret, har vi her samlet en oversigt over kilderne til de forskellige vitaminer og mineraler:

Hvor finder du….

C-vitaminer: Citrusfrugter, bær, tomater, bladgrønt, blomkål og fra nye kartofler.
C-vitamin nedbrydes dog af kogning, varme og lys, og det er derfor bedst også at spise rå grøntsager, for at sikre at du får de rette vitaminer og næringsstoffer.

E-vitaminer: Æg, fedtstoffer, kornprodukter, mælk og ost.
E-vitamin er godt for immunforsvaret og beskytter samtidig kroppens celler mod nedbrydning.

K-vitaminer: Avocado, broccoli, kål, spinat og vindruer og andre grønne frugter. Derudover findes K-vitamin også i lever, nyre, mejeriprodukter, kornprodukter, og kød.
K-vitamin er vigtig for kroppen, da de stimulerer blodets evne til at koagulere, samt dannelsen af vigtige proteiner i kroppen.

A-vitaminer: Alle mejeriprodukter, kød og æg samt orange og grønne grøntsager.
A-vitamin er særlig godt for synet, kroppens vækst og immunforsvar, samt for huden.

D-vitaminer: Fede fisk og fede mælkeprodukter, samt fra sollys.
Du kan kun delvist dække kroppens behov for D-vitamin gennem kosten, resten skal optages gennem sollys.

B1-vitaminer (Tiamin): Alle kornprodukter, samt bælgfrugter og linser. Desuden findes vitaminet også i magert kød og mejeriprodukter som mælk og ost.
B1-vitaminer er essentielle når kroppen skal omdanne kulhydrater til glukose, som er vigtigt for bl.a. hjernen, hjertet og musklernes funktion.

B2-vitaminer (Riboflavin): Fuldkornsprodukter, kød, bladgrønt, bælgfrugter, fisk og mejeriprodukter.
B2-vitaminer er gavnlige for hud, hår, negle og synet.

B3-vitaminer (Niacin): Fisk, fjerkræ, kød og fuldkornsprodukter.
B3-vitaminerne er vigtige når kroppen skal omdanne proteiner, fedt og kulhydrater til energi.

B6-vitaminer: Grøntsager, magert kød, fuldkornsprodukter og mælk.
B6-vitaminer hjælper til med at udnytte proteiner, fedt samt dannelsen af arvemateriale.

B12-vitaminer: Fisk, æg, mejeriprodukter og magert kød.
B12.-vitaminer er nødvendige når kroppen omdanner fedt og aminosyrer til protein, hvilket er essentielt ved celledeling.

Får vi generelt nok vitaminer og mineraler?

Med jævnlige undersøgelser forsøges der at kaste lys over hvorvidt danskerne får dækket deres daglige behov for vitaminer og mineraler. Svaret er for det meste at danskerne generelt er gode til at spise varieret og få de vitaminer kroppen har brug for. Der er dog nogle undtagelser, der gør at svaret ikke er helt tilfredsstillende.

Indtaget af D-vitamin er generelt for lavt, både hos mænd og kvinder. Om sommeren får de fleste dækket deres behov for D-vitamin gennem solen, mens det kniber mere om vinteren. Om vinteren skal danskerne derfor spise mere fisk for at kompensere og for at få nok D-vitamin. Generelt set spiser danskerne ca. 100 g fisk for lidt om ugen, i forhold til de 350 g der anbefales.

Kvinder mangler også generelt selen, mens kvinder i den fødedygtige alder generelt mangler jern og folsyre.

Er du en af de udsatte grupper som gravide eller ældre, lider du af en sygdom, eller undgår du visse fødevarer som kød, mejeriprodukter og fisk, skal du overveje at supplere op med et kosttilskud.

Hvilken type vitaminpille skal du vælge?

Der findes mange forskellige varianter inden for vitaminpiller. Nogle er multivitaminpiller, mens andre fokuserer på et enkelt vitamin. Du skal vælge ud fra din krops behov. Nogle vil gene være på den sikre side og vælger multivitaminpillen, mens andre gerne vil have fokus på et enkelt område, og stoler på at deres kost er varieret nok til at dække behovet for de andre vitaminer.

Du kan være sikker på at alle vitaminpiller er sikre at indtage, da samtlige kosttilskud i Danmark er omfattet af fødevarestyrelsens retningslinjer. Du kan derfor ikke finde de bedste vitaminpiller, da alle skal leve op til de samme krav i sidste ende.

Fordele ved vitaminpiller

Ved dagligt at tage en vitaminpille opnår du en sikkerhed for at din krop er dækket ind på vitaminer og mineraler. Multivitaminpiller indeholder det daglige indtag af de forskellige vitaminer og mineraler, som din krop har brug for. Derfor behøver du ikke supplere op med andre vitaminpiller, eller spise meget af en bestemt fødevare.

Som udgangspunkt kan alle tage vitaminpiller, men nogle befolkningsgrupper har større gavn af det end andre.

Går du tildækket, så du ikke får så meget sol, eller har du mørk hud, kan det være gavnligt med et tilskud af vitaminer. Hvis du ikke tilbringer 15 minutter om dagen i solen, kan du også gå hen og være i underskud af vitaminer. Også ældre, børn, gravide og alle der ikke spiser en varieret kost med frugt og grøntsager kan have stor gavn af vitaminpiller. Du kan læse mere om hvem der med fordel kan indtage vitaminpiller her.

Dosering og bivirkninger

Vitaminpiller er, ligesom alt andet, farlige hvis de indtages i for store mængder. Derfor skal du altid dosere efter hvad der står på glasset, og aldrig tage mere end det anbefalede. Opbevar også gerne dine vitaminpiller utilgængeligt for børn, da de ikke er lige så modstandsdygtige som voksne. Der er desværre set tilfælde hvor børn har spist for mange vitaminpiller i troen om at det var slik, og er endt på hospitalet med en forgiftning. Dette skal du især være opmærksom på ved de mange nye former for vitaminpiller, der er i vingummiform og dermed i endnu højere grad ligner slik for et barn.

Det har faktisk også stor betydning om vitaminet er fedtopløseligt eller vandopløseligt. Hvis vitaminet er fedtopløseligt, kan det ophobe sig i store mængder i kroppen over tid. Er det derimod vandopløseligt, ryger det meste bare ud gennem urinen.

Hvis du tager anden medicin, skal du også være opmærksom inden du tager vitaminpiller. Nogle former for medicin kan påvirke en andre former for medicin ved at forstærke eller nedsætte virkningen – hvilket også gælder også for vitaminpiller. Hvis du allerede tager medicin og overvejer at begynde på vitaminpiller, er det en god idé at tale med din læge om det inden da, så du sikrer dig at der ikke er nogle komplikationer.

Hvis du ikke tager medicin, men bare gerne vil supplere din kost med ekstra vitaminer og mineraler, burde der ikke være nogen problemer. De fleste der tager vitaminpiller vil gerne være på den sikre side med at de får deres daglige dosis vitaminer og mineraler, og den sikkerhed kan de få gennem et kosttilskud.

Hvornår skal du tage vitaminpiller?

Vitaminpiller skal gerne tages sammen med dagens mest fedtholdige måltid, hvilket for de fleste ikke er om morgenen. De skal ikke tages på tom mave, da du ellers går glip af de fedtopløselige vitaminer, der ikke bliver optaget godt nok i kroppen.

Hvis du har svært ved at huske vitaminpillerne, kan du lade dem stå i øjenhøjde i køkkenet, så du ikke glemmer dem når maden skal spises. (Stadig uden for børns rækkevidde)

Opbevaring af vitaminpiller

Vitaminpiller skal opbevares mørkt, tørt og uden direkte sollys. Nogle enkelte vitaminpiller skal opbevares i køleskabet, men det vil stå tydeligt på pakken hvis det er tilfældet. Læs derfor altid indlægssedlen inden du begynder at tage vitaminpillerne, så du sikrer dig at de opbevares ordentligt. Opbevares de forkert, kan du risikere at de mister deres effekt og bliver dårlige.

Har du børn, skal vitaminpillerne opbevares helt uden for deres rækkevidde, gerne i et højt køkkenskab og med børnesikring.

Vitaminpillers effekt

Du kan ikke se en decideret effekt af vitaminpiller. Eller måske kan du. Mangel på vitaminer og mineraler kan betyde at du bliver utilpas og træt, og det kan ofte også ses på huden, neglene eller håret, der kan knække eller miste sin glans. Mange prøver at “behandle” deres skavanker på den naturlige måde, hvor de spiser sundt og varieret, drikker masser af vand og tager kosttilskud, der giver kroppen hvad den har brug for. Den metode foretrækker mange frem for medicin eller andre former for behandling, hvor de måske ville opleve bivirkninger. Kosttilskud opfattes som en mere naturlig måde at optimere sin sundhed på, og derfor er vitaminpiller og kosttilskud blevet meget populære.

Mange sværger til vitaminpillers effekt mod deres skavanker som svage negle, tør hud, trist hår og trætte muskler. Mens andre tilskriver en forbedret effekt til en ændring i deres livsstil, da der ofte skal lidt mere til end bare vitaminpiller. Vitaminpiller kan ikke gøre arbejdet selv, men skal have hjælp af en sund livsstil.

Hvor hurtigt virker vitaminpiller?

Det er meget individuelt hvor hurtigt vitaminpiller eller et kosttilskud begynder at virke i kroppen. Men som hovedregel går der omkring 2 måneder, før alle kroppens celler er fornyet og alle depoter er fyldt godt op. Du kan derfor ikke forvente resultater med det samme.

Det er naturligvis forskelligt hvordan vores kroppe reagerer på vitaminpillerne, og nogle ser resultater før eller senere end de 2 måneder. Det kan være svært når man er tålmodig efter at se en effekt, men hold ud og bliv ved med at tage kosttilskuddet. Først efter de 2 måneder kan du begynde at se eventuelle resultater.

Vitaminer og træning

Vitaminer kan desværre ikke gå direkte ind og påvirke din træning. Men en sund krop, der ikke mangler nogle næringsstoffer, præsterer altid bedre til træning end en krop i underskud af vitaminer, mineraler og næring. Mangler du visse vitaminer eller mineraler, kan du gå hen og få hovedpine, blive træt eller svimmel. Det er bestemt ikke ideelt, når du gerne vil træne og give den max gas i træningscentret.

Spis i stedet sundt og varieret og supplér op med en multivitaminpille for at være på den sikre side. Husk også at drikke rigeligt med vand, så du ikke dehydrerer i løbet af dagen. Erstat gerne vanddrivende drikkevarer som kaffe og the med vand, for at undgå dehydrering.