• Snapchat

GRATIS FRAGT OVER 400 KR. OG FRI RETUR

#STÆRKEREENDCANCER - Katrine Bruhn

27 Oktober 2016

Katrine Bruhn har idag vundet vores konkurrence #STÆRKEREENDCANCER. Vi har taget en snak med hende, for at høre mere om hendes historie. Hun har selv haft cancer tæt ind på livet og deler her hendes tanker og oplevelser.

Vil du læse mere om vores konkurrence og donation, som er i samarbejde med LinusPro Nutrition. Så kan du klikke dig ind på vores hjemmeside her #STÆRKEREENDCANCER 

 

#STÆRKEREENDCANCER - Katrine Bruhn

 



De hurtige:

Navn: Katrine Nim Bruhn

Alder: 24 år

Vægt: 55 kg.

Sport: Olympisk Vægtløftning, -53 kg.

Gym: Jeg løfter for min klub AK Atlas i Slagelse, hvor jeg også træner en gang ugentligt. Derudover har jeg min daglige gang i Løfteriet i Odense, hvor jeg selv træner, men også træner andre igennem min egen virksomhed, katrinebruhn.dk.

 

 

Hvad er din motivation for at træne?

Jeg har altid været et konkurrencemenneske og som vægtløfter på landsholdet med flere internationale konkurrencer det kommende år, er konkurrencen bestemt en motivationsfaktor. For mig er konkurrence dog ikke kun ensbetydende med at konkurrere mod andre. Det er mindst lige så meget konkurrencen imod mig selv. At blive stærkere, hurtigere og bedre. Dette kan både være på selve resultatet til en konkurrence, men bestemt også på andre faktorer som at jeg f.eks. bliver bedre til at have mit mentale game med mig, samt bliver bedre til at tackle perioder med småskader, pres fra flere fronter og nederlag. Det hører alt sammen med.

Derudover tror jeg egentlig også, at det for mig handler rigtig meget om selvrealisering; det at have et klart mål, som jeg hver dag kæmper for at opnå. Jeg har altid været en meget struktureret og målbevidst person med tårnhøje krav til mig selv. Dette afspejler sig meget i min sport. Vil jeg være den bedste i min vægtklasse eller den bedste i Danmark og vil jeg sætte krav til de helt store konkurrencer, skal der ligges arbejde i. Meget arbejde. Det nytter ikke noget at skippe træningen, bare fordi man ikke lige gider. Nogle dage er det bare et arbejde og andre dage er det en dans på roser. Jeg gør det for processen til målet og jeg gør det for den følelse jeg får, når jeg løfter de helt tunge løft på plateauet. De løft som afspejler de mange timer, dage, uger, måneder og år, som jeg ligger i sporten.



#STÆRKEREENDCANCER - Katrine Bruhn

 

 

Hvordan har du haft cancer inde på livet?

Som mange andre, har jeg altid haft den der: det rammer jo ikke mig - attitude. Jeg har altid tænkt at én familie ikke rammes af flere ting og at min familie har haft de bump på vejen, som vi skulle have. Denne naive tilgang fik jeg dog ændret, da sygdommen kom lidt for tæt på mig selv i efteråret 2015.

I Danmark bliver du, når du fylder 23, indkaldt til et rutinetjek for HPV-virus. Jeg havde tænkt med mig selv, at det da ikke burde være nødvendigt, eftersom jeg er vaccineret for HPV-virus for mange år siden. Jeg blev tjekket i den naive tro, at alt var lige som det skulle være. Jeg havde jo intet mærket.
Efter en uges tid får jeg på mail(!) beskeden om, at jeg har svære celleforandringer i livmoderhalsen. I mailen formuleres, at disse potentielt kan være kræftceller og bør undersøges yderligere… Tiden står stille i det jeg læser dette. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Ordet kræft står i en mail, sendt til mig. Det er en følelse, der er så uhåndgribelig, fordi det er en sygdom, som jeg aldrig har tænkt over kunne ramme mig.

Jeg bliver sendt videre til en gynækolog, som efter første undersøgelse vælger at lave et keglesnit, hvor man fjerner de celler, hvor HPV-virussen har skabt svære celleforandringer. Det er som sådan ikke et stort indgreb. Heldigvis kunne celleforandringerne fjernes på første indgreb, hvor jeg nu efterfølgende tjekkes et par gange om året.

 

Power Addict Dame Kollektion

 

 

Hvordan har det påvirket dit liv, at være tæt på cancer?

Selvom indgrebet og bivirkningerne herefter var ovre efter et par uger, satte det dog nogle spor. Jeg ser mig selv som en stærk person. Både fysisk og psykisk.
Derudover mener jeg ikke at jeg kunne leve ”sundere” end jeg gør, eller tage flere forholdsregler, passe mere på mig selv og min krop, end jeg i forvejen gør. Jeg har aldrig røget, drikker meget sjældent alkohol og spiser min. 500-600 g grønt om dagen. Derudover træner jeg dagligt og cykler minimum 15 km. om dagen. Derfor har jeg nok, når det kommer til en så forfærdelig sygdom som kræft, set mig selv som værende tæt på immun. Naivt? Ja. Men det rammer da ikke mig. Som man jo siger.

Det kunne det have gjort. Og det skræmmer mig ufattelig meget. Den følelse har forløbet efterladt i mig. Følelsen af at det kan ramme og at det rammer, når du mindst venter det. Jeg ville lyve, hvis jeg siger, at jeg ikke er mærket. Jeg frygter for, at jeg en dag, endnu engang bliver modbevist i den der med at; én familie ikke rammes af flere ting og at min familie har haft de bump på vejen, som vi skulle have.

Jeg er vaccineret for HPV-virus, dog efter sexuel debut. Jeg blev smittet med HPV. Heldigvis lever jeg i Danmark. Heldigvis er forskningen nået så langt, at vi har en vaccine mod netop denne kræftform og heldigvis har vi i Danmark et sundhedssystem, hvor du får vaccinen gratis. Alt det er jeg så taknemmelig for, men vi er der ikke endnu. Flere og flere undlader at blive vaccineret, hvilket jeg står fuldstændig uforstående overfor, når vi nu rent faktisk kan forhindre kræften i at udvikle sig. Tanken om at jeg kunne have været blevet syg en dag, måske i en ung alder og at dette kunne have været undgået, hvis jeg havde været et par år yngre og var blevet vaccineret før sexuel debut; den tanke sidder der endnu. Og jeg bliver så ked af det, når jeg hører om de bevægelser, der arbejder imod vaccinens udbredelse, baseret på bivirkninger, der ikke er bevist.

 

#STÆRKEREENDCANCER - Katrine Bruhn

 

 

Hvad fik dig til at deltage i vores indsamling?

Jeg synes det er vigtigt, at vi bliver ved med at have fokus på denne vaccine. Fokus på at sygdommen rammer og vi rent faktisk kan gøre noget for at forhindre det.

Derfor delte jeg min historie, som jeg ellers har holdt indenfor familiens rammer, fordi det er et vigtigt og meget aktuelt emne. Og fordi vi kun hører historier fra de som har bivirkninger, man skylder på vaccinen.

Derudover mener jeg at vi bør stå sammen, om at få samlet så meget som muligt ind, så de dygtige forskere, der arbejder for at finde behandlingsmuligheder, ikke begrænses af midlerne. Sammen er vi stærke og derfor squattede jeg 100 kg. for #STÆRKEREENDCANCER.

 

 

Dit bedste råd til læseren?

Min pointe med dette burde stå klart; forskningen er kommet så langt. Der er udviklet en vaccine til unge piger, som kan forhindre den forfærdelige sygdom i at udvikle sig. Jeg er uforstående for, hvordan nogle forældre undlader at vaccinere deres piger, på baggrund af ikke-evidensbaserede påstande om vaccinens bivirkninger. Jeg håber at min historie får bare én person til at ændre sin mening om vaccinen. Vi kan redde liv. Forhindre kræft. Gør det nu for dælen, før det er for sent!


 
 

Tilføj power addict på snapchat

Flere Indlæg

Find det du leder efter