• Snapchat

GRATIS FRAGT OVER 400 KR. OG FRI RETUR

Portræt af Katrine Jensen - på vej mod DM

20 September 2016

 Vi har taget en snak med Katrine Jensen, som stiller op til dette års DM i bodyfitness. Hun fortæller lidt om hendes inspiration, motivation og det hårde arbejde der ligger bag at nå sit mål. 

Læs med herunder, eller tag et kig på vores andre interviews: Fitness interviews med danske atleter.

 

 

Portræt af Katrine Jensen

Foto: Claus Andersen

 

Portræt af Katrine Jensen - på vej mod DM

 

De hurtige:


Fulde navn:
Katrine Jensen. 

Alder: 20 år

Højde: 172 cm

Vægt: 77-80 kg i off season og cirka 65 kg på scenen.

Gym: Jeg træner primært i et lille lokalt fitnesscenter ved navn Fit-4-Fun i Ølstykke – mit andet hjem og absolutte yndlingssted at træne! Jeg er dog også medlem af Fitness World, men der træner jeg primært i forbindelse med træningsaftaler med venner eller veninder. For mig bliver Fitness World hurtigt meget upersonligt. Hvorimod jeg elsker det fællesskab og den hygge, der er ved at træne i et lokalt sted som Fit-4-Fun.

 

 

Hvornår startede du med at træne, og hvad/hvem inspirerede dig til det?


Jeg har egentligt altid været aktiv og dyrket diverse sportsgrene igennem min barndom: fodbold, gymnastik, svømning, ridning, badminton – næsten alt, hvad man kan komme i tanke om! Men det er styrketræningen, der for alvor har vundet mit hjerte.

Jeg begyndte så småt at træne i et fitnesscenter i løbet af 2g i gymnasiet. Primært med henblik på at tabe mig, da jeg var lettere overvægtig og egentligt altid havde været det. Som så mange andre piger, startede jeg derfor ud med at være en cardio-mus for alle pengene! Jeg blev heldigvis klogere med tiden. I takt med, at jeg begyndte at følge flere og flere træningsrelaterede personer på de sociale medier, bevægede jeg mig samtidigt mere og mere ud i at styrketræne.

 

 

Portræt af Katrine Jensen

 

 

Hvad er det største, du har opnået inden for sporten? 


Det kommer lidt an på hvilket perspektiv, man ser det fra.

Konkurrencemæssigt er det, at jeg til NC i år, kom i top 10 og kvalificerede mig til DM.

Men set fra et større perspektiv, er det største jeg har opnået nok nærmere, at jeg formåede at komme i en form, jeg aldrig nogensinde havde troet, var mulig. Det var en kæmpe personlig kamp og udfordring, jeg vandt. Jeg tror, det er de færreste, der kender mig, mig selv inklusivt, der havde set det komme, at jeg den dag i dag ville stille op til konkurrencer og gå så meget op i kost og træning, som jeg gør. Hvis nogen havde sagt til mig for bare 2 år siden, at jeg pt ville være på konkurrencediæt frem mod DM i bodyfitness, tror jeg ærlig talt ikke, jeg ville vide, om jeg skulle grine eller græde – for det ligger så fjernt fra, hvordan jeg har været førhen.

 

 

Hvordan ser dit træningsprogram ud? Både op til DM og off season.


Jeg styrketræner som regel 6 gange om ugen, både i on- og off season. Min coach, Evie Madsen, strukturerer mit træningsprogram således, at der er fokus på mine weakpoints. Mine ben er klart min stærke side, og min ryg er også efterhånden kommet godt efter det. Skulder- og arme er derimod dér, jeg halter lidt, og jeg har derfor haft stort fokus på at forbedre dette.

Derudover har jeg en del cardio på programmet i min on season. Jeg har igennem de sidste par måneder lavet 2 timers cardio om dagen, 6 gange om ugen – 1 time om morgenen inden morgenmaden og 1 time efter min styrketræning, primært i form af stairmaster. Det lyder af meget – og det er det også! Især når det er på stairmasteren, da det klart er en af de absolut hårdeste cardiomaskiner, der er. Der er ikke noget ”hygge-cardio” dér! Og at lave så meget cardio, ligger meget fjernt fra min generelle holdning til cardio - ”less is more”. Men da jeg desværre er udstyret med en imponerende dårlig forbrænding, og jeg trods alt også skal have noget energi indenbords i form af mad, har der desværre ikke været andet for end at skrue op for cardio’en, for at nå så langt ned i fedtprocent som muligt til DM.

 

 

Portræt af Katrine Jensen

 

 

Hvad spiser du på en typisk træningsdag, og hvad er tankerne bag? Og hvad glæder du dig mest til at spise efter DM?


Det er meget forskelligt. Min kost har generelt vekslet en del i løbet af min diæt, da Evie jævnligt har justeret i den. Helt generelt kan det dog siges, at mine kulhydrater oftest times i forbindelse med min træning. Lige pt kører jeg carb cycling, og jeg har derfor 3 dage, hvor jeg på dag 1 ligger lavt på kulhydrater, dag 2 lidt højere og dag 3 højt. På den måde ”leger” man lidt med forbrændingen, og det fungerer super godt for mig og har givet mig gode resultater! Men det er jo meget individuelt, hvad der fungerer bedst for én, og carb-cycling er ikke nødvendigvis svaret for alle.

Af kosttilskud tager jeg hver morgen multivitamin, c-vitamin, d-vitamin samt fiskeolie. Derudover tager jeg her under diæten ALA inden hvert hovedmåltid, CLA efter hvert hovedmåltid samt ZMA inden jeg går i seng. Inden min cardio tager jeg desuden fatburners (der bruger jeg denne fra Stacker).

I forhold til hvad jeg glæder mig mest til at spise efter DM, må jeg indrømme, listen efterhånden er lang.. Sushi, pizza, burger, en stor og saftig bøf, kanelgifler, chokolade, oreos samt bland selv slik ligger alt sammen højt på listen! Og en god omgang brunch.

 

 

Portræt af Katrine Jensen
Fra NC 2016

 

 

Hvad gør du for at slæbe dig selv ned i centeret på dage, hvor du virkelig ikke har lyst?


Lige pt. husker jeg mig selv på mit mål. Så simpelt er dét. Der er en grund til, at denne sport ikke er for alle, og det er som regel de træningspas, hvor man vitterligt ikke gider og helst var blevet hjemme, der er de ”afgørende”.  Psyken og ens viljestyrke er enormt vigtig indenfor denne sport. Det er klart, at motivationen vokser i takt med, at man ser sin form udvikle sig dag for dag. Nogle dage er alene dét nok motivation til at lette røven og komme af sted.

Jeg elsker generelt den følelse man har, både fysisk og mentalt, efter en god træning. Den er langt federe, end hvis man var blevet liggende hjemme på sofaen!

 

 

Hvad er dit mål til dette års DM?


Mit mål er selvfølgelig som udgangspunkt at vinde – men feltet er møgskarpt, og jeg er godt klar over, det er en røvfuld flotte damer, jeg skal op i mod! Og da man meget nemt kommer til at sammenligne sig med sine konkurrenter, har jeg erfaret, at det på ingen måde gør noget godt for mig.
Mit primære mål og fokus er at bringe en bedre pakke end til NC. Og hvor kliché det end lyder, at være den bedste version af mig selv.

Så længe jeg ved, jeg har gjort mit absolut bedste, kan jeg ikke gøre mere.

 

 

Portræt af Katrine Jensen

 Foto: Claus Andersen

 

Hvis du kunne træne med et idol, hvem skulle det så være, og hvad skulle i træne?


Uha, den er svær.. Men jeg tror, jeg ville nuppe en bentræning med Nicole Wilkins. Jeg ved godt, det er kliché-agtigt at vælge hende, men hun er fandeme noget for sig. Mere realistisk tror jeg dog, at en træning med den kære mand, Rasmus Kelbæk, kunne være ret fedt! Jeg elsker hans tilgang til træning og hans provokerende tone og fanden-i-voldskhed.

 

 

Portræt af Katrine Jensen

 

 

Ultimative top-sæt soundtrack:


Angels of Destruction – Neelix Remix. Jeg ved ikke, hvad det er med det soundtrack, men det er dét, jeg har lyttet til hver gang, jeg har sat PR i squat og dødløft.. Og det er bare et røvfedt soundtrack at pumpe jern til!

 

 

Portræt af Katrine Jensen

 

 

Dit bedste råd til læseren:


Helt generelt: gør det, der gør dig glad! Træn fordi du kan lide det, og ikke af pligt.

Sørg for at give din krop sund og nærende mad, som musklerne kan vokse af, men med plads til junk og udskejelser ind i mellem. Hvis der er noget, man lærer at sætte pris på i løbet af en diæt, er det at kunne hygge med godt mad i selskab med dem, man holder af.
Der er så meget mere i livet end diæt, træning og at veje sin mad af konstant! Og hvis du vælger at stille op til en konkurrence, så gør det fordi, det inderligt er det, du vil. For det er benhårdt arbejde, og man skal vælge mange ting fra i løbet af en konkurrencediæt, hvilket både en selv og ens familie og venner skal være indstillet på. Det kan godt være, diæt ofte virker som en dans på røde roser på de sociale medier, men jeg tror, det er de færreste, der rent faktisk synes, det er en leg hele vejen igennem.
MEN det er det hele værd i sidste ende –  i hvert fald, hvis man spørger mig!

 

 

Følg os på Instagram her

Flere Indlæg

Find det du leder efter