• Snapchat

GRATIS FRAGT OVER 400 KR. OG FRI RETUR

Interview med Mads Bille - Classic Bodybuilding

20 Januar 2016

Vi har taget en snak med Classic Bodybuilding atlet Mads Bille, der fortæller om sin træning, motivation, og fremtidige ambitioner.

Læs med herunder og find ud af, hvor Mads' rejse startede, eller tag et kig på vores sidste interview med Jacob Bork aka Borkatron lige her.

 

Interview med Mads Bille - Power Addict

 

Interview med Mads Bille - Classic Bodybuilding atlet

 

De hurtige:

Fulde navn: Mads Bille Jensen

Alder: 24 år

Højde: 171 cm

Vægt: 86 kg

Gym: Fitness World Nyborg

 

Hvornår startede du med at træne, og hvad/hvem inspirerede dig til det?

Jeg startede med at træne for snart 10 år siden. Det hele begyndte i folkeskolen, hvor en af mine kammerater fortalte om, at han var begyndt i et fitnesscenter. Efterfølgende var vi et par gutter, der begyndte at træne. Min træning bestod dengang af 2-4 gange om ugen, og i byen og drikke sig fuld i weekenderne. Så dengang fik jeg ikke det optimale ud af det. Men da jeg blev 18 ændrede jeg fuldstændig livsstil og droppede alle former for alkohol for at have mere fokus på min træning. Dengang havde jeg ikke styr på min kost, men tog virkelig min træning seriøst. 3 år efter, da jeg var 21, besluttede jeg at kontakte min daværende personlige træner, om at få hjælp til at stå på scenen. Derfra har det hele bare taget fart. Og nu står jeg her, 3 stævner senere, og er stadig motiveret på at tage endnu et stævne mere.

 

Interview med Mads Bille
 2013 vs. konkurrenceforberedelse i 2015.

 

Hvad er det største, du har opnået inden for sporten?

Det største, jeg har opnået, har været en fjerde plads til DM i 2014 i Classic Bodybuilding. Selvom det ikke er en undskyldning for ikke at vinde, så er jeg de 2 gange, jeg har stillet op til DM, blevet rykket væk fra min klasse og op i henholdsvis 1 og 2 klasser større end min egen. Dette er fordi, jeg er den eneste, der stiller op i min klasse. Men det ændrer ikke på, at jeg ikke var god nok til en førsteplads.

 

Hvordan ser dit træningsprogram ud?

Dag 1: Arme

Dag 2: Skulder og ryg

Dag 3: Bryst

Dag 4: Hviledag

Dag 5: Arme

Dag 6: Ben

Dag 7: Skulder og ryg

Dag 8: Bryst

Dag 9: Hviledag

Forfra

Der er en del tanker bag det program. Mange vil gerne træne ben 2-3 gange om ugen, for at få dem til at vokse. Den har jeg også været igennem, men jeg får absolut mest ud af kun at træne dem maks 1 gang om ugen. Og så sørger jeg for virkelig at knuse dem HVER gang. Herved får de også mest mulig restitution, inden den står på bentræning igen… Og det virker. De vokser som ukrudt i haven for tiden.

En anden vigtig tanke i forhold til programmet er brysttræningen. Mit absolut største weakpoint. Derfor har jeg en hviledag efter hver brysttræning, så mit bryst kan få den nødvendige restitution efter hver træning.

Jeg kan blive ved med at fortælle om tanker og betydning til lige præcis min måde… Men det er de 2 vigtigste punkter i mit program.

 

Interview med Mads Bille - Classic Bodybuilding
Konkurrenceforberelse mod scenen til DM 2015.

 

Hvad spiser du på en typisk træningsdag, og hvad er tankerne bag?

Min kost er på ingen måde magisk eller indeholder nogen former for hokus pokus. Den er meget ligetil med kylling, ris, og broccoli. Det virkede for Arnold, og det virker for mig.

Dagen starter med en god klat proteingrød til morgenmad. Og ellers bare kylling, ris, og broccoli flere gange i løbet af dagen, og indimellem også skyr.

Jeg kan godt lide selv at tilføje, fjerne, og udskifte forskellige former for madvarer, alt efter hvad jeg skal i løbet af dagen, og hvornår jeg skal træne. Men ellers er min kostplan altid baseret på de samme mængder og de samme råvarer. Når det kommer til min kost, er jeg meget vanemenneske. Jeg spiser altid det samme og er fuldstændig ligeglad med, om det er det samme igen og igen, og om det skal smage godt.

Jeg er heller ikke tilhænger af at al maden skal smage af kage og sukkersødt. Der er rigtig mange, der er begyndt at få al deres mad til at smage som noget en sukkerfe har skidt ud… Personligt tror jeg ikke selv på det som en helhed… Man kan altid spørge sig selv: ”What would Arnold do?”.

På en almindelig træningsdag indtager jeg flere kosttilskud. Almindelige multivitaminer om morgenen, for altid at få de nødvendige vitaminer. Fiskeolie i løbet af dagen for at være sikker på, at jeg får den rigtige mængde fedt. Pre-workout tilskud inden træning (på de dage, hvor det er nødvendigt) til at være 100% klar til træningen. Under træningen indtager jeg både BCAA og hurtigtoptagelige kulhydrater for at sikre, at man ikke nedbryder musklerne under træningen, når man hiver og flår i hver enkelt muskelfiber, samt som et ekstra tilskud til hjælp for at få musklerne til at vokse. Efter træning står den altid på en lækker proteinshake (selvfølgelig chokolade). Og til sidst, når dagen er omme, indtager jeg en gang ZMA, for at kunne restituere mest muligt under søvnen.

 

Mads Bille bodybuilding interview
1 uge før DM 2014.

 

Hvad gør du for at slæbe dig selv ned i centeret på dage, hvor du virkelig bare føler dig slap og sørgelig?

Nogle dage er bare værre end andre. Det må man bare indse. Men for mig er der intet, der virker bedre end en god gang pre-workout, nogle hurtige carbs, og noget god musik i ørerne. Jeg elsker musik. Og der er intet, der gør en dag bedre end en god playlist i ørerne.

Men allerede fra jeg står op, og indtil jeg står i centeret, handler det om at forberede mig til at træne, så jeg så vidt muligt undgår at stå og være træt og ugidelig, når jeg skal til at træne.

 

Hvad er dine fremtidige mål, og hvordan vil du nå dem?

Mit næste mål er igen DM. Men det betyder, at jeg ikke længere stiller op som junior, og skal derfor stille op imod de ”store drenge”. Men det skræmmer mig ikke, for nu kan jeg endelig stille op i den klasse, jeg egentlig hører til.

På længere sigt vil jeg meget gerne til udlandet for at stille op. Men først skal jeg have en pokal med hjem fra DM.

Jeg har fokus på at forbedre mine svage punkter på kroppen for at stå med færrest weakpoints, da jeg allerede vejer klassen ud.

 

Mads Bille DM 2014 interview
Mads Bille på scenen til DM 2014 i klassen Classic Bodybuilding.

 

Hvis du kunne træne med et idol, hvem skulle det så være, og hvad skulle i træne?

Det skulle helt sikkert være en voldsom guns-workout med Steve Cook. Han virkede som typen, der ikke bare skal ned og løfte tungt, men som en type, der også kan lide at have det sjovt i centeret. At det ikke alt sammen skal være så tørt og seriøst. Ellers kører man død i det. Jeg kan personligt selv godt lide også at have det sjovt, selvom det nogen gange bare skal være en seriøs træning.

 

Ultimative top-sæt soundtrack:

Limp Bizkit – Rollin’

Hver gang den sang rammer min playliste, så ved jeg, at det er seriøst. Den får mig virkelig til at peake i motivationen og bare blæse derudaf.

Jeg hører mest rapmusik. Både dansk og udenlandsk. Men ellers hører jeg meget forskelligt musik. Også meget som de fleste ikke vurderer til at være musik, man hører under træning. Men det afhænger 100% af mit humør.

 

Interview Mads Bille Classic Bodybuilding
Mads' form kort efter DM 2015.

 

Dit bedste råd til læseren:

Skal du virkelig have noget ud af din træning, så skal du finde ud af, hvad der motiverer dig til at komme ned i centeret hver eneste dag, for at knokle røven ud af bukserne. Er du ikke motiveret, eller mangler lysten, så ender du med at blive siddende hjemme på sofaen og finder undskyldninger for ikke at komme af sted.

Det kan godt være, at du hyrer den dygtigste personlige træner, som skal hjælpe dig, og du gør, som han/hun siger. Men hvis ikke du er motiveret til at skabe resultater, så er det bare ikke det værd, og et kæmpe spild.

Det hele er op til dig selv. Det er kun dig, der skaber resultaterne.

Men kom gerne over og snak med mig, eller spørg om vi ikke skal træne sammen. Jeg elsker at hjælpe andre.

Ellers kan du følge mig på Instagram: @mrbille_

 

Flere Indlæg

Find det du leder efter