• Snapchat

GRATIS FRAGT OVER 400 KR. OG FRI RETUR

Anmeldelse: Generation Iron

19 Marts 2015

Anmeldelse af "Generation Iron"

Vi har her på bloggen hos Power Addict valgt at starte et helt nyt tiltag: filmanmeldelser! Der er rigtigt mange trænings og
-motivationsfilm derude, og det er ikke altid lige let at sortere de gode fra de dårlige, så vi tænkte, at vi ville give en hjælpende hånd! Derfor har vi i første omgang lavet en anmeldelse af Generation Iron. Du kan læse hele anmeldelsen herunder. 

 

generation iron

Titel: Generation Iron

Instruktør/writer: Vlad Yudin

Medvirkende: Phil Heath, Kai Greene, Mickey Rourke (narrator), Dennis Wolf, Branch Warren, Ben Pakulski mfl.

Udgivelsesår: 2013

Bedømmelse:  

"En af de bedste film om træning siden Pumping Iron"

I "Generation Iron" følger vi en række af de største bodybuildere, verden kan tilbyde, herunder stjernerne Phil Heath, Kai Greene, Dennis Wolf, Branch Warren, Victor Martinez, Hidetada Yamagishi, newcomer Ben Pakulski, og hollandske Roelly Winklaar, i optakten til Mr. Olympia i 2012. Dokumentaren giver indblik i disse enorme, nærmest skulptur-lignende menneskers livsstil, træning, dopingbrug, og ikke mindst interne stridigheder i kampen om at blive den bedste af de bedste.

Produceret af den selvsamme, der i sin tid stod bag cult-klassikeren "Pumping Iron" og var med til at sætte bodybuilding på verdenskortet, er det tydeligt at mærke, at Generation Iron er en moderne fortolkning af dokumentaren om Arnold og Gold's Gym fra 1977. De to film deler mange træk, herunder især hele opsætningen af de to store rivaliserende egoer, og det ultimative showdown. I Pumping Iron var det Arnold Schwarzenegger vs. Lou Ferrigno, og i Generation Iron er det Phil Heath vs. Kai Greene. Igen er det på samme måde stillet op som et klassisk underdog-scenarie, men der er selvfølgelig også spillet lidt ekstra på følelserne i sand Hollywood-stil, da det jo er en amerikansk film. Som du måske ved, endte opgøret, meget lig Pumping Iron, med et nederlag til historiens underdog - nu tænker du måske spoiler-alert, men man kan altså ikke spoile noget, der skete for 3 år siden. 

Phil og Kai i Generation Iron

“Guess what, Kai? You’ve been bodybuilding for 20 years. I’m already better than you"

Ovenstående citat af Phil Heath opsummerer meget fint stemningen og spændingen mellem de to rivaler. De er på tidspunktet under filmningen nået dertil, hvor de ikke længere er på talefod, og dette bliver givet til udtryk på adskillige tidspunkter i form af trash-talk og nedsættende ord om modparten til kameraet. Deres interne had når klimaks på scenen til sidste bedømmelse, da de decideret skubber til hinanden under poseringen side om side. Godt nok kan meget af det foregående trash-talk være staged, men hadet i Phil's øjne på scenen er ikke til at tage fejl af. 

Udover fejden mellem de to giganter, byder Generation Iron samtidig på meget andet. Her er bl.a. Ben Pakulski værd at nævne med sin meget spændende, anderledes, og videnskabelige tilgang til sporten. Når Ben træner foregår det nemlig ofte i et laboratorie sammen med et helt hold af folk i hvide kitler, der måler, vejer, justerer, og konkluderer på hver eneste rep ned til mindste detalje, som var han en anden laboratorie-rotte.

Men selvom Vlad Yudin har gjort et rigtig godt stykke arbejde, er Generation Iron ikke perfekt. Filmen fokuserer på hele 8 forskellige individer og deres historier, og dette medfører, at spredningen bliver lidt for stor. Her ville det have været bedre at indskrænke billedet til måske bare 5 eller 6, og på den måde gå lidt mere i dybden med personen bag musklerne. Kvalitet fremfor kvantitet. Bl.a. historien om Victor Martinez, der endte med ikke at stille op alligevel, kunne have været undladt. Her vil filmskaberne have os til at sympatisere med ham, men dette forsøg mislykkes voldsomt, da han fortæller, at han under de 6 måneder i fængsel pga. en sag med "controlled substances", stort set ikke fik trænet og kun spiste 7-800 kalorier om dagen i form af brød, junk, og Snickers-barer.

Derudover så vi gerne, at der var noget mere footage af reelle træningspas med eks. Kai Greene og Phil Heath, da filmen mangler lidt af dette, i stedet for fra en helikopter at filme Phil, der løber alene i bar mave på en bjergvej. Lidt spild af tid, da han højst sandsynligt aldrig nogensinde har gjort det før, og heller ikke gør det igen.

Af sjove scener kan også nævnes et par. Bl.a. Victor Martinez, der bogstaveligt talt hælder en skefuld af et kosttilskud direkte i munden, og især scenen, hvor tyske Dennis Wolf til en filmaudition på tåkrummende vis formår at præstere det dårligste skuespil i verdenshistorien (han læser bare op fra manuskriptet, og formår alligevel at snuble over samtlige ord).


Alt i alt er Generation Iron en rigtig god film. Den er underholdende, enormt velproduceret, motiverende, og til tider sjov. Det er tydeligt at mærke, at budgettet har været stort, for det er uden tvivl den flotteste og rent filmteknisk bedste film om træning, vi har set. Hvis du er fan af bodybuilding og Pumping Iron, så er den klart et kig værd.

 

Flere Indlæg

Find det du leder efter