• Snapchat

GRATIS FRAGT OVER 400 KR. OG FRI RETUR

Stine Liljefeld - Fra bulimi til Bikinibabe

22 Maj 2016

Stine Liljefeld fortæller sin hårrejsende historie om et liv med både overvægt, anoreksi, bulimi, angst, og meget mere.
Læs med herunder om, hvordan træningen for hende blev til terapi, og hvordan man forvandler en anoreksi-ramt krop til en bikinibabe!
Hver uge finder vi en ny person, der har gjort sig fortjent til titlen som Ugens Power Addict. Hvis du mener, at du fortjener at vinde, så husk at bruge #poweraddict på dine billeder på Instagram!
 
 
Stine
 
 

Mød Ugens Power Addict: Stine Liljefeld

 
Fulde navn: Stine Liljefeld Lee

Alder: 31 år

Højde: 152 cm

Vægt: Pt. 45 kg (off-season: 48-50 kg - scenen 2015: 42 kg)
 
 

Hvor træner du?


Fitness World - Kbh. NV, Emdrup Station er helt klart det center, hvor jeg har dræbt flest træninger og uden tvivl fortsat kommer til.
Da jeg flyttede til NV i 2011, havde jeg brug for et nyt stamcenter, så hvorfor ikke afprøve det nærmeste? Centret er ikke et af de største, men praktisk indrettet på både stueetagen og førstesalen. Samtidig er atmosfæren og selve stemningen blandt centerleder, personale, og medlemmer super behagelig.
 
Fitness World - Søborg, Telefonvej har det sidste stykke tid fået et par ”check-in” og når jeg besøger de gamle på Lolland, træner jeg enten i Fitness World - Nyk. F, Vestenborg Allé, eller Sakskøbing Fysioterapi & Fitness i hjembyen.
 
 
Stine
 
 

Hvor længe har du trænet?


Jeg blev adopteret fra Sydkorea 3 mdr. gammel, og som 4-årig mente mine forældre, at jeg skulle lære at svømme. Det første års tid sad jeg faktisk bare på kanten iført bælte og vinger, men derefter blev jeg modig.
Som 6-årig bevægede jeg mig ud på det dybe vand for at ende som elitesvømmer i en alder af 7 år. Der blev brugt mange timer på træning, konkurrencer, og stævner, og efter 3 år blev det for meget, så da jeg ligesom havde lært at svømme, talte mine forældre ikke imod.
Gymnastik, bordtennis, håndbold, og fodbold nåede jeg også at prøve kræfter med, så inaktivitet var ikke en del af min barndom. Men vi når jo alle til teenagealderen før eller siden, og jeg mistede stille og roligt interessen for fritidsaktiviteter.
Styrketræningen kom først ind i billedet i 2007, og blev for alvor seriøs, da jeg møder Oliver Stæhr i efteråret 2014, hvor han blev ansat som PT’er i Fitness World - Kbh. NV, Emdrup station.
 
 

Stine


 
 

Hvorfor begyndte du at træne?


Efter at have lagt fritidsaktiviteterne på hylden og teenageårene blev udskiftet med pizza, burger, slik og chips for senere at blive kombineret med drukture, resulterede det selvfølgelig i en voldsom overvægt. Logisk for både mine forældre og jeg nu.
I 2000 mistede jeg min mormor, som var mit et og alt, og jeg introducerede mig selv for trøstespisning. Som 15-årig skulle jeg bestemt ikke til psykolog. Den skyld, sorg, og vrede, jeg stod tilbage med, kunne jeg sagtens håndtere selv - jeg tog fejl.
Selvom mine forældre på en pæn måde prøvede at prikke til mig ang. det voldsomme indtag af mad døgnet rundt, nåede jeg at ramme en vægt på 80 kg +/- som det højeste, før det gik hen og blev psykisk.

 


 
Stine Liljefeld

 

 

Efter mange samtaler med daværende læge og flere recepter på appetitnedsættende præparater, gav han åbenbart op eller også var han bare træt af at have mig rendende - who knows? Det lykkedes ham i hvert fald at få banket ind i mit hoved, at hvis jeg ikke kunne styre min spisetrang, så måtte jeg jo stikke to fingre i halsen efterfølgende!
Min nye ”slankekur” gav hurtigt resultater, men det var hårdt og tidskrævende. Jeg nåede hurtigt frem til, at det var lettere slet ikke at spise, og fik hurtigt overbevist mig selv om, at jeg slet ikke fortjente det, sådan som jeg havde ædt før i tiden.
 
I 2005 blev anoreksien min bedste ven, som efter et års tid også viste sig at være min værste fjende. Jeg stod tilbage med en vægt på 30 kg +/-, og på en god dag kunne jeg måske spise ét helt stykke frugt eller 20 g kylling med 10 ærter.
Jeg begyndte at forstå, at det kun var et spørgsmål om tid, før mine indre organer stod af. Jeg blev nødt til at spise, og brugte sammen med mine forældre et års tid på at vende mine tanker omkring mad, og overbevise mig selv om, at det var okay at spise. Det var det også, hvis jeg samtidig dyrkede lidt konditionstræning - kontrollen forsvandt ikke.

 


Stine

 

 

I 2007 ramte jeg 40 kg, og på det tidspunkt følte jeg rent faktisk lidt glæde ved at spise små mængder mad. Samtidig var jeg i forhold med en, som interesserede sig for styrketræning, og meget hurtigt begyndte konditionen at kede mig. På det tidspunkt anede jeg intet om hypertrofi og var stadig afhængig af ikke at spise for meget og tælle ALLE kalorier, så det skræmte mig selvfølgelig, da jeg blev fortalt, at mere mad var nødvendigt for at få synlige resultater. Selvom anoreksien begyndte at prikke til mig med skyldfølelse og et skræmmende spejlbillede af en strandet hval, valgte jeg fortsat at spise og øge potionsstørrelserne.
Denne udfordring gav selvfølgelig bagslag, og jeg vendte hurtigt tilbage til den ”slankekur”, som havde startet det hele, og som jeg kunne kontrollere. Velkommen til spiseforstyrrelsen bulimi.
 
I 2008 fik effektiviteten af styrketræning sin ret. Følelsen af, at jeg under træning kunne lukke af for omverdenen og samtidig slippe en masse vrede og frustrationer, gjorde en hverdag lettere, så fik hurtigt implementeret bulimien som en del af min hverdag. Det fungerede således, at jeg bare kastede op, hvis jeg fik dårlig samvittighed efter et måltid, havde spist noget ”forbudt”, eller direkte overspiste. Bulimien gav mig det tryghedsbehov, jeg havde brug for til at fortsætte med styrketræning. Styrketræning på det tidspunkt omfattede et såkaldt fullbody-program uden balance, intensitet, eller progression, men det virkede rent mentalt på mig.

 

  

I 2010 var jeg nået dertil, hvor bulimien ikke viste sig hver dag, og jeg kørte fortsat mit mangelfulde træningsprogram. Både jeg selv og mine forældre mente, jeg var klar til at søge nye muligheder. Jeg fik arbejde i Bagsværd og flyttede til Søborg, derefter Gentofte. Efterfølgende blev jeg ansat fuldtid på Rigshospitalet, flyttede til NV, valgte at supplere økonomien ved ansættelse i Fitness World, uddannede mig til kostvejleder med 2 specialer, havde taget et skridt videre med styrketræningen fra mere erfarne folk, og bulimien blev sat på standby i længere perioder af gangen.
Men det sluttede ikke her.
 
I 2014 måtte jeg erkende, at jeg bare ikke kunne klare alting. I februar måned blev jeg sygemeldt med stress. Følelsen af ikke at kunne passe sit arbejde og træning, det sociale, og sig selv, medførte en svær depression og angst. Min viljestyrke og stædighed dalede i takt med træningen, og bulimien så sit snit til at overtage, hvilket lykkedes med lynets hastighed. Trods mine forældre ”gik gennem ild og vand” for at hjælpe, blev min situation værre og værre - ventetiden på behandling var lang, og mine forældre frygtede, det var sidste sommer, de havde med mig.
Men én ting havde jeg lært gennem årene, TRÆNING = TERAPI for mit vedkommende. Det havde reddet mig før, og det skulle gøre det igen!

 


 
Stine

 

 

Hverken depression, angst eller 8-10 overspisninger om dagen skulle holde mig tilbage, og i den sammenhæng mødte jeg Oliver, nyansat personlig træner i centret dengang. Der var sikkert mange årsager til, han følte sig nødsaget til at hjælpe, men han var slet ikke klar over, hvilken udfordring han gav sig selv.
 
Debat fra Politikken omkring spiseforstyrrede:

http://politiken.dk/debat/ECE2350424/mayday-vi-er-svingdoersklienter-i-aarevis/

 

I 2015 fik jeg endelig tilbudt hjælp, og i Gentofte sad lige præcis den overlæge, som jeg skulle have mødt allerede som barn. Hun konstaterede hurtigt og overraskende, at spiseforstyrrelsen slet ikke var mit primære problem. Efter få samtaler, prøver, og tests fik jeg som 30-årig overrakt diagnoserne: ADD og OCD, begge i den høje ende af skalaen. Hun var sikker på, at den viljestyrke og stædighed, jeg havde udvist, kombineret med den rette medicinering, var det, der skulle fjerne spiseforstyrrelsen.
I februar nåede vi frem til den rette dosis, og hun havde ret, den måned havde jeg min sidste overspisning!

 

 

Stine Liljefeld

 

 

I marts kom der fuld fokus på kost og træning med Oliver, og så gik det stærkt.
Da det ikke kun var ham, der talte for at prøve kræfter med scenen, begyndte jeg så småt at tro på det. Mange vil mene, at det var dybt godnat så kort tid efter mit sidste sygdomsforløb, men i starten af maj tog jeg min beslutning - NC 2015 blev mit mål, og efter at have vendt og drejet situationen med mine forældre, var de klar til at sponsorere mig og endnu engang være der 100% for mig.
Oliver blev min coach og sørgede for korrekt træning, støtte, motivation, og ikke mindst håndtering af mine ”hjerneblødninger” indtil vi pakkede sammen backstage. Energiindtag og fordeling af makros ordnede jeg selv, guldkornene til væskeudtømning indhentede jeg hos Adam Kayser, og Mourad Krid gjorde det muligt for mig at træne og øve poseringer døgnets 24 timer.
Jeg kan roligt sige, at uden Olivers indsats, tålmodighed, og ikke mindst troen på mig, havde jeg aldrig stået med mit livs bedste form i dag - du ved, jeg er dig evigt taknemmelig.


Info om ADD:
www.psyka.dk/attachments/File/Artikler/N__r_en_voksen_har_ADD.doc

 

 

Stine

 

 

Hvad er dit mål med træningen?


Hvor jeg står nu, er mit mål fortsat at udvikle min fysik, og hvem vil ikke altid være stærkere? Men vigtigst af alt er, at jeg udfører mine øvelser teknisk korrekt.
Min træning er ikke baseret på konkurrence i øjeblikket. Jeg har valgt at bruge år 2016 på at færdiggøre PT-uddannelsen og kombinere den med kostvejlederen.
Træningen vil følge mig resten af livet. Uden den havde jeg ikke siddet og skrevet dette oplæg - ej heller kørt 1 rep med 420 kg i leg press!

 

 

Stine Power Addict

 

 

Hvad gør dig til en ægte Power Addict?


Jeg er i live!

Fra en overvægt på 80 kg til en dødelig vægt på 30 kg, for derefter at bekæmpe stress, depression, angst, og selvmordstanker, vinde over anoreksien og bulimien mere end én gang, at tage beslutningen om NC 2015, at stå op kl. 02 om natten for at øve posering og T-walk i holdsalen (undertegnede gik bogstaveligt talt som en havnearbejder i de stiletter) samt uddele blod, sved, og tårer for at få lidt fylde på den ellers genetisk flade bagdel og til at stå på scenen med følelsen af, at jeg havde kæmpet 100% for at få den personlige sejr.
Den krop, jeg har opbygget ud fra kost, træning, og stædighed sammen med Oliver, det gør mig til en ægte Power Addict - hvor der er vilje, er der vej!

 

 

 

 

Hvor kan man følge dig?


Jeg har ikke interesseret mig så meget for de sociale medier, men den 19. marts 2016 præsterede jeg at komme på Instagram med navnet @liljefeld_dk, og det bruger jeg flittigt nu.

 

 

 

 

Følg os på Instagram her

Flere Indlæg

Find det du leder efter