• Snapchat

GRATIS FRAGT OVER 400 KR. OG FRI RETUR

Mads Rasmussen - Sølvvinder i Athletic Fitness

11 Maj 2016

Sølvvinder i Athletic Fitness til Newcomers Mads Rasmussen fortæller i interviewet her om sin træning og forberedelser til DM 2016.

Kig med herunder, eller tag et kig på vores andre interviews: Fitness interviews med danske atleter.

 

Mads Rasmussen

 

Mads Rasmussen - Sølvvinder i Athletic Fitness

 

De hurtige:


Fulde navn:
Mads Sloth Rasmussen 

Alder: 32       

Højde: 175cm

Vægt: 85kg i offseason, 75kg i sceneform.

Bedste løft: Dødløft: 200kg, Squat: 150kg, Bænk 150kg

Gym: Sport og Fitness Stavtrup

 

Hvornår startede du med at træne, og hvad/hvem inspirerede dig til det?


Jeg satte min fod i et fitnesscenter for første gang som 18-årig, da en af mine holdkammerater fra det lokale basketballhold hev mig med. Jeg spillede basket på et semi-seriøst plan og var kommet til erkendelsen, at jeg var nød til at finde en måde at modvirke den ulempe, min begrænsede højde gav mig.

Samtidig havde jeg en forestilling om, at jeg da skulle være den vildeste strandløve den efterfølgende sommer. Det skete selvfølgelig ikke, da jeg havde absolut ingen ide om, hvad jeg lavede. Min tilgang til træning var, som den typisk er, når man starter med at træne som ung knægt. Ganske uvidenskabelig og præget af et ønske om store guns og en ordentlig brystkasse.

 

Jeg trænede i et lille lokalt forenings-gym på Djursland, der lå 15-18 km fra mine forældres hus. Jeg kørte gladelig turen frem og tilbage 5 dage om ugen for at blive en ordentlig strandløve. Centeret var en rigtig jernhule, hvor alle de lokale, godt krudtede dørmænd kom og trænede. Udstyret var den helt gamle hvide model af Technogym og håndvægtene gik op til en 70kg, hvilket var noget mere end min spinkle drengekrop på noget tidspunkt kunne løfte. Stemningen var altid god, og mange af de gamle i faget var bestemt ikke blege for at give et fif med på vejen.

Set i bagklogskabens lys, var det meste en solid omgang broscience, men dengang slugte jeg alt, hvad +100 kg gutterne sagde råt. Jeg må indrømme, at jeg stadig bliver lidt nostalgisk, når jeg falder over noget gammelt Technogym udstyr og rustne håndvægte.
Der var mange spøjse typer, som brændte for styrketræning og miljøet. Jeg kan især huske en af de helt gamle rotter, som altid trænede i spandexdragten, man kender fra 80’ernes bodybuildere, og så en hvid hullet t-shirt. Han proklamerede altid, at den dag hans outfit gik i stykker, var den dag han stoppede med at træne. Jeg var kort forbi centeret for en 6 år siden, og der var han stadig i gang. Dog med så mange huller i tøjet, at det næsten var forbudt for børn.

 

Træningsudstyr

 

Jeg brugte de første 4-5 år af min træningskarriere i jernhulen, men det var lidt som om, at mine resultater ikke helt kunne måle sig med bæsterne, der rendte rundt i centeret. Dengang var jeg jo selvfølgelig ikke klar over mængderne af ”hjælpemidler”, som stod bag mange af deres resultater.

 

Jeg flyttede til Aarhus som 22 årig og begyndte at træne i Equinox, indtil det lukkede. Min tilgang var dog den samme. Massere af overkrop, knap så meget ben, og så trænede man jo selvfølgelig, hvad man så de store gutter træne, da det jo måtte virke.

 

Det hele ændrede sig, da jeg i forbindelse med min uddannelse, kom i praktik i et lille fitnesscenter. Her fik jeg for alvor vækket min passion for træning. Da jeg samtidig fik muligheden for at træde ind som medejer af centeret, besluttede jeg mig for at suge så megen viden om træning til mig som muligt. Det blev startskuddet på, indtil videre, 8 år med fuld fokus på kost, træning, og fitnessmiljøet.

 

Desto større min viden blev omkring træning, desto bedre blev mine resultater, og desto større var min motivation til at ramme centeret og presse min fysik til det yderste.

 

Efterhånden som jeg så flere og flere resultater, begyndte jeg stille og roligt at lege med tanken om at stille op. Det var dog vigtigt for mig, at jeg kunne træde på scenen med en pakke, jeg var stolt af. Derfor var det først i 2014, at jeg for alvor gjorde noget ved min drøm.
Jeg startede et samarbejde med Steffen Fisker (FiskerPerformance), for at have en objektiv og dygtig træner, der kunne styre mit forløb hen mod scenen. Efter en længere snak blev vi enige om, at Athletic Fitness var det rigtige for mig.

 

 

Mads Rasmussen interview

 

 

Hvad er det største, du har opnået inden for sporten?


Mit hidtil største øjeblik inden for fitness, har uden tvivl været en andenplads i Athletic Fitness -175, til debutantstævnet i 2015. Det var en fed fornemmelse at stå på skamlen i så stærkt et felt med nogle utroligt flotte og stærke atleter.  Jeg valgte at springe over DM i 2015, dels pga. at jeg havde et kandidatspeciale, der ventede, og dels for at satse på at kunne bringe en bedre pakke til DM i 2016. Det vigtigste for mig vil til hver en tid være, at jeg bringer en bedre pakke end sidst, og at jeg kan stå inde for, hvad jeg bringer til scenen.

 

 

Hvordan ser dit træningsprogram ud?


Min træning varierer meget. Typisk ændrer jeg mit program med 8 ugers interval. Fokus er dog altid på hypertrofi og performance i dips, pullups og roning, med henblik på den kommende konkurrence.

Derudover tilpasses træningen alt efter hvilke muskelgrupper og svagheder, der er fokus på i den pågældende cyklus. Læg er altid et fokuspunkt og den muskelgruppe jeg absolut har sværest ved at få til at vokse.

Jeg er i øjeblikket i gang med et tre-split, med seks træningspas om ugen. Fokus ligger for tiden på øvre bryst, skuldre, hamstrings, og glutes.

Samtidig arbejder jeg med at øge frekvensen af mine dips og pullups, og derfor kører jeg disse mindst 4 gange om ugen i en eller anden afskygning.

 

Dag 1: Ben – bagkæde fokus

Deadlift

Frontsquat

Glute bridge

Stepback lunges

Calves

 

Dag 2: Bryst og skulder

Pullups – on the minute

Dips

Incline Dumbell Bench

Incline Cable fly

Neutral Grip Shoulder press

Mave – evil wheel

 

Træningstøj mænd

 

Dag 3: Ryg

Dips – on the minute

Pullups

Single Arm Pulldown

Single Arm Dumbell Row

Rear Delt Fly

Mave – Hanging legraise

 

Dag 4: Ben 

Squat

Stiff leg deadlift

Glute Cable Kickback

Leg Curl – okklusion

Leg Extension- okklusion

Calves - okklusion

 

Dag 5: Skuldre og bryst

Pullups

Dips

Bench Press

Arnold Press

Dumbel Lateral Raise

Chest Supported Lateral Raise

Pushups Bridge

Mave – Planken

 

Dag 6: Ryg

AF Runde

Stiff Arm Pushdown

T-bar Row

Meadow Row

Rear Delt Fly

Mave – Evil Wheel

Calf

 

Dag 7: Restday

 

Jeg arbejder typisk med en form for intervalroning som opvarmning til mine træningspas, og supplerer op med 3x20 min. cardio om ugen, i form af roning med fokus på teknik og distance udholdenhed.

 

 

Mads Rasmussen

 

 

Hvad spiser du på en typisk træningsdag, og hvad er tankerne bag?


Morgenmad:
Normalt æg og grønt, eller havregrød med proteinpulver og lidt topping på highcarb dage.

Frokost: Kød/fisk og grønt

Eftermiddag: Kød/fisk og grønt

Aften: Kød/fisk og grønt

Natmad: Skyr og frugt/bær

 

Hertil supplerer jeg op med nødder eller avokado for at ramme mit fedtstofbehov.

Kulhydrater får jeg i form af ris, kartofler eller rugbrød. Så vidt muligt lægger jeg disse i måltidet efter træning.

 

I min offseason er jeg ikke så låst fast i min kost. Jeg har nogle grundlæggende rammer, som det kan ses af ovenstående, og ellers så varierer jeg i type kød/fisk og grønt jeg spiser. Samtidig smækker jeg gerne et cheatmeal eller to ind over i løbet af ugen, så jeg ikke bliver alt for kedelig at være i selskab med.

 

Alt efter om målet er at tage på eller tabe mig, justerer jeg på kulhydrat og fedtindtaget, og selvfølgelig cheatmeals, men stadig inden for de grundlæggende rammer for kosten, jeg har sat.

 

Jeg fungerer bedst med forholdsvist faste rammer, da jeg har en slem tendens til at give den lidt for megen gas med den ”gode mad”, hvis jeg ikke sætter en lille begrænsning på mig selv. Det er simpelthen bare sjovere at kunne nøjes med et par måneder diæt, frem mod en konkurrence, i stedet for et halvt år.

 

Med hensyn til mine kosttilskud er jeg ikke synderligt kreativ.  Jeg tager en multivitaminpille hver dag sammen med fiskeolie og i perioder kreatin. Til træning tager jeg gerne en smule BCAA, som jeg kan gå og sippe til, og så tager jeg en gang i mellem noget proteinpulver efter træning, såfremt jeg kan se, at der kommer til at gå lidt for længe inden jeg får mit post-workout-meal.

 

 

Mads Rasmussen interview

 

 

Hvad gør du for at slæbe dig selv ned i centeret på dage, hvor du virkelig bare føler dig slap og sørgelig?


Jeg tror, vi alle har dage, hvor lysten til at træne er på et absolut minimum. Jeg har fundet ud af, at der er lidt forskellige ting, der fungerer godt for mig, når motivationen kniber.

 

Det hjælper altid at have en klar målsætning for, hvad man vil opnå med sin træning. Jeg har altid nemmere ved at komme afsted, hvis jeg kan hive et stærkt mentalt billede frem af den drøm/målsætning jeg går rundt med.

 

I mit tilfælde er det lige i øjeblikket to mentale billeder jeg tyer til, de dage motivationen halter. Det er et klart billede af mig selv, der står øverst på skamlen til DM, eller en mental video af mig, der gennemprygler mine tidligere rekorder i AF runden. Det gør det altid nemmere at komme afsted, for jeg ved, at jeg i hvert fald ikke opnår de to ting, hvis jeg sidder derhjemme og synes det hele er hårdt og synd for mig.

 

En stærk målsætning og/eller drøm hjælper også, når jeg render rundt med cravings efter junk eller snolder osv. På sådanne dage er jeg meget opmærksom på at fremmane et billede af, hvordan jeg gerne vil se ud næste gang jeg skal på scenen, og så bliver det bare lidt nemmere at få trænet, og få overholdt min kost.

 

Jeg oplever også længere perioder, hvor træningen bare ikke rigtig spiler. Så gør jeg ofte det, at jeg tilrettelægger mit næste program efter dette og sørger for at gøre det så simplet og effektivt som overhovedet muligt.

 

Power Addict Dame Kollektion

 

I de gode perioder kan jeg sagtens finde på at smække 2 træningspas afsted om dagen og nyde det i fulde drag.

 

I perioderne hvor jeg er presset, går jeg i den anden retning og skærer træningen ned til et minimum af, hvad der er nødvendigt. Erfaringsmæssigt ved jeg, at jeg efter en periode med korte men effektive træningspas, hurtigt får motivationen og overskuddet igen. Det at opleve et par gode hurtige træningspas, hvor overskuddet er til stede hele træningen igennem, gør meget for at genfinde glæden ved at tæske sin krop igennem.

 

 

Hvad er dine fremtidige mål, og hvordan vil du nå dem?


Lige i øjeblikket har jeg kun et mål, og det er DM her i 2016. Der er én vej dertil, og det er stabilitet. Hvis jeg skal stå på scenen til DM og være tilfreds, så skal jeg vide, at jeg har gjort alt, hvad jeg kunne, for at stå bedre end sidste gang. Og det betyder, at min planlægning skal overholdes og følges de næste mange måneder frem til scenen. Jeg glæder mig meget til at se hvilke forbedringer, jeg bringer til scenen i år.

 

Efter DM ved jeg ikke, hvad fremtiden bringer. Jeg prøver at holde fokus på DM for ikke at lade mig distrahere for meget af andre ting. Jeg er dog ret sikker på, at DM ikke bliver min sidste konkurrence, om det så bliver inden for samme klasse er aldrig til at sige, men jeg er vild med at have noget at arbejde hen i mod, hvor udbyttet af ens hårde arbejde ser dagens lys.

 

 

Power Addict Mads Rasmussen

 

 

Hvis du kunne træne med et idol, hvem skulle det så være, og hvad skulle i træne?


Jeg har aldrig rigtig haft et idol inden for fitnessverdenen. Der er utrolig mange, hvis fysik jeg beundrer og hvis tilgang til træning, og livet generelt, jeg er meget enig i. Men der er ikke nogen, jeg kan kalde et idol. Hvis jeg skulle vælge, så skulle det være en, som jeg kunne suge en masse viden fra. Enhver, som har en velbegrundet videnskabelig tilgang til træningen, og som ikke er bange for at understøtte sin tilgang med velbegrundende argumenter. Layne Norton kunne være et eksempel herpå.

 

 

Ultimative top-sæt soundtrack:


Det svinger meget alt efter humøret.

Jeg har dog tre genrer, jeg bliver ved med at vende tilbage til:

1: Enhver playlist, der indeholder ordet Techno/Bass. Nogle gange skal der bare lidt bassarm til. Det hjælper især på dagene, hvor der skal bruges lidt længere tid på romaskinen end normalt.

 

2: Dansk hiphop i stilarten L.O.C og Suspekt og alt deromkring. Jeg har hørt dansk hiphop lige siden, jeg købte min første discman, og det holder hver gang.

 

3: Skomærket And1 lavede i slutningen af 90’erne en streetbasket turnering som de kaldte And1 tour. Det var ikke så meget seriøst basketball, men handlede mere om, hvem der kunne lave de vildeste trick og samtidig ydmyge deres modstander mest mulig. De producerede i den forbindelse nogle helt fantastiske playlister, de døbte And1 mixtapes, og de er helt geniale, når man er i humør til noget lidt oldschool og gennemført hiphop, fra den anden side af andedammen.

 

 

Power Addict Mads Rasmussen

 

 

Dit bedste råd til læseren: 


Sørg for at have et klart mål om, hvad du vil opnå med din træning, og hold dig til det. Det tager tid at få forandret sin fysik, og det sker kun, hvis man er stabil og målrettet.

 

Sug så meget viden til dig som overhovedet muligt, desto mere du ved, desto mere får du ud af din træning. Men vær kritisk og overvej, hvor informationen kommer fra. Der er utroligt megen brosciense på nettet. Den største mand i centeret, eller på nettet, er ikke nødvendigvis den, der ved mest. Han kan ligesåvel bare være ham, der har haft mindst skrupler ved at proppe en masse ”hjælpemidler” i sin krop.

 

Hvis du er seriøs omkring din træning, så overvej at få en personlig træner. En dygtig træner kan betyde så meget for en god start på ens træningskarriere og ens fremtidige fremgang.

Jeg ville ønske, at jeg som 18-årig havde gjort dette, og havde fundet en dygtig træner at suge viden fra.

 

Husk, at det er okay at forholde sig kritisk til, hvad en træner fortæller dig. Hvis han ikke kan give dig en god forklaring på, hvorfor han har sat dig til at træne og spise, som han har, så er han nok ikke den rigtige træner for dig.

 

Og sidst men ikke mindst: Husk, at træning skal være for din egen skyld. Det skal være fordi, at du nyder processen og har noget, du brænder for at opnå.

 

 

 

Tilføj power addict på snapchat

Flere Indlæg

Find det du leder efter