• Snapchat

GRATIS FRAGT OVER 400 KR. OG FRI RETUR

Morten Foged - Fra fodbold til Danmarksmester i Athletic Fitness

30 Marts 2016

Vi har taget en snak med Danmarksmester i Athletic Fitness Morten Foged, der i et spændende interview fortæller om rejsen fra aspirerende fodboldstjerne til podiet på scenen til DM.

Læs om Mortens træning, kost, og meget mere herunder, eller tag et kig på vores andre interviews lige her: Fitness interviews med danske atleter.

 

 

Morten Foged

 

Morten Foged - Fra fodbold til Danmarksmester i Athletic Fitness

 

De hurtige:

Fulde navn: Morten Foged

Alder: 24

Højde: 182 cm

Vægt: 94 kg

Gym: Fitness World Vesterbro

 

Hvornår startede du med at træne, og hvad/hvem inspirerede dig til det?

Jeg har altid været en aktiv dreng. Jeg har spillet fodbold siden jeg kunne gå, og flyttede i en alder af 14 år fra Husum i København til Ikast for at spille fodbold på F.C Midtjyllands fodboldakademi. Fodbold var mit liv, og hele min hverdag var bygget op omkring fodbold. Styrketræning og kost har derfor allerede i en tidlig alder været prioriteret højt.

Jeg havde store fremtidsudsigter med min karriere som fodboldspiller, men til en turnering i Holland i 2006 sprang jeg korsbåndet i højre knæ. Efter en længere periode med genoptræning døjede jeg med følgeskader, men nåede dog at vinde to DM guldmedaljer som U-19 og blive ligatopscorer. Herefter spillede jeg to sæsoner i divisionerne i hhv. FC Fredericia og HIK, men døjede med skader gennem begge sæsoner. Jeg tog herefter en stor beslutning om at indstille min karriere som fodboldspiller. Det var en hård tid efterfølgende at skulle finde sig selv og slippe sin ”identitet” som professionel fodboldspiller og drømmene omkring det.

Efter nogen tid fandt jeg dog hurtigt passion for styrketræning, og fik lidt flere kilo på kroppen. Jeg fik øjnene op for Athletic Fitness, som passede godt til min konkurrencementalitet. Jeg tog derfor fat i min tidligere fysiske træner fra F.C Midtjylland, Thomas Andersen, som på daværende tidspunkt underviste på Fitness Institute i København. Sammen lagde vi et mål og en plan, og så gik forberedelserne i gang til Newcomers 2014 i Athletic Fitness.

 

Morten Foged fodbold

 

Hvad er det største, du har opnået inden for sporten?

Min debut i 2014 var en stor oplevelse, hvor jeg kvalificerede mig til en plads til DM. Her kom jeg i finalen og fik en 5. plads og dermed en kvalifikation til DM 2015. Jeg blev en smule skuffet over min placering, men det gav mig ekstra motivation til at skulle på podiet året efter. Efter DM 2014 valgte jeg at kontakte Rikke Kiraly, som skulle coache mig frem mod DM 2015. Vi vurderede hvilke fysiske aspekter, der skulle arbejdes på, og lavede småjusteringer i styrkerunden, så jeg kunne slå mine egne tidligere rekorder og opnå en topplacering.

Forløbet op mod konkurrencen gik som planlagt. Rikke formåede at udarbejde kostplaner, hvor jeg ikke på noget tidspunkt følte mig sulten eller vanvittig udmattet. Jeg fik rigeligt med kulhydrater, så jeg stadig kunne præstere til styrkerunden. Den sidste måned før DM startede jeg på Aalborg Universitet, imens jeg var bosat på sofaen hos en kammerat i Århus. En pendlertur på halvanden time i toget og en times morgencardio, der skulle klares inden (læs: kl. 04.30), skabte en del stress og uro i kroppen. Der skulle tages stilling til flere ting, mealpreppes til mange dage af gangen, og samtidig ydes maksimalt til træning. En studiestart med mange nye indtryk, og en masse sociale arrangementer, man måtte give afkald på. Det var svært at få slappet ordentligt af og få optimal søvn på en sofa.

Jeg formåede dog at smide 16 kg på min diæt, og komme i min bedste form nogensinde til DM. Her hev jeg en guldmedalje hjem i Athletic Fitness +178 samt en Overall. Det var helt klart min største oplevelse indtil videre indenfor sporten, og det er en ubeskrivelig følelse at blive belønnet for sit hårde arbejde, dedikation, og selvdisciplin. Det giver blod på tanden til at forsætte.

 

Morten Foged interview

 

Hvordan ser dit træningsprogram ud?

Lige for tiden styrer jeg selv mine programmer, og de varierer en del. Frem mod de sidste par års konkurrencer har der naturligvis været et stort fokus på styrkerunden – pull ups, roning, og dips. Med mine fremtidige planer er der andre punkter, der skal forbedres, og derved ser mit program således ud lige nu:

 

Dag 1: Ryg/læg

Dag 2: Bryst

Dag 3: Ben/mave

Dag 4: Hvile

Dag 5: Skulder/arme

 

 

Desuden sørger jeg altid for at have en god opvarmning for aktivering af muskulaturen.

Der er selvfølgelig en del at tage højde for, når man selv sammensætter sit træningsprogram. Jeg har taget udgangspunkt i mine tidligere programmer, som har fungeret godt for mig. Først og fremmest skal der tages højde for de muskelgrupper, jeg ønsker at forbedre. På grund af min knæskade er mit højre ben 1-2 cm mindre. Det er ikke godt i en sportsgren, hvor der bl.a. bedømmes ud fra symmetri. Jeg tænker derfor meget over at udligne den strukturelle balance for både at opnå symmetri, men samtidig for at undgå fremtidige skader. I den forbindelse benytter jeg mig ofte af unilateral træning for at udjævne styrkeforskellen mellem venstre og højre ben. Herunder bl.a. one leg lying leg curl, lunges, og split squat mm.

 

Jeg sørger altid for at køre med fuld ROM for maksimal muskelkontakt og størst muligt potentiale til muskelvækst. Jeg presser altid mig selv maksimalt, og jeg har derfor ofte en træningsmakker eller spotter.

 

Interview med Morten Foged

 

Hvad spiser du på en typisk træningsdag, og hvad er tankerne bag?

Her i min offseason handler det om at få kalorier nok, så jeg kan gaine den muskelmasse, jeg gerne vil frem mod mine fremtidige konkurrencer. Jeg sørger for at få størstedelen af mine kcal gennem gode kulhydratskilder såsom ris, kartofler, pasta, og rugbrød, protein i form af oksekød, kylling, fisk, og æggehvider, og fedt i form af nødder, avokado, og smør. Dertil en masse grøntsager fordelt over hele dagen. Jeg spiser cirka hver 3. time.

En træningsdag for mig består typisk af:

 

Morgenmad

  • 125 g havregryn
  • 100 g æggehvider
  • 1 scoop ISO-100 Chocolate Deluxe
  • 20 g øko smør, mandler eller peanutbutter.

 

Formiddag

  • 60 g kulhydrater
  • 150 g kød
  • 200 g grøntsager

 

Middagsmad

  • 75 g ris eller pasta
  • 150 g kød
  • 200 g grøntsager
  • 40 g avokado

 

Før-træning:

  • 75 g ris eller pasta
  • 150 g kød

 

Morten Foged

 

Under træning

  • 1 scoop X-tend og 5 gram glutamine

 

Efter træning

 

Aftensmad

  • 350 g kartofler
  • 200 g kød
  • 200 g grøntsager
  • 40 g nødder eller avokado

 

Før sengetid

  • En shake casein eller 300 g skyr

 

I løbet af dagen sørger jeg desuden for at drikke 3-4 liter væske.

Som basis sørger jeg hver dag for at få kosttilskud i form af Omega 3, D-vitamin, Magnesium, Probiotika, Opti-Men, og ZMA. Disse kosttilskud sikrer, at jeg får dækket mine behov, styrker insulinfølsomhed og immunforsvaret, sænker inflammation, forbedrer søvn, sænker kortisol, og medvirker til optimal mave/tarm funktion.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg i offseason ikke er bange for at tage lidt ekstra kilo på. Hvis jeg har lyst til en pizza, så spiser jeg en pizza. Siden efteråret er jeg gået fra en konkurrencevægt på 81 kg til 93 kg. Det har jeg det fint med, og jeg synes, det er dejligt med ekstra energi til træning.

 

Morten Foged Power Addict

 

Hvad gør du for at slæbe dig selv ned i centeret på dage, hvor du virkelig bare føler dig slap og sørgelig?

For mig er hverken kost eller træning en sur pligt eller noget, der skal overstås. Det er en livsstil, og drivkraften for mig er at skabe den bedste udgave af mig selv. Jeg sætter hele tiden delmål og sætter alt ind for at nå dem. Jeg ved, at jeg ikke er den største eller den, med den bedste fysisk, men jeg arbejder hårdt for mine mål.  

Når forberedelserne er optimale – herunder kost og søvn – føler jeg mig sjældent uoplagt. Jeg ved, hvad det kræver at komme i sin bedste fysiske form, og jeg ved, at jeg har konkurrenter, der arbejder mindst ligeså hårdt. Forberedelser til en fitnesskonkurrence kræver, at jeg hver dag yder maksimalt.

Jeg elsker at træne, og jeg nyder det frirum, jeg har i træningscenteret. Om jeg havde konkurrencer i fremtiden eller ej, så ville jeg stadig bruge en stor del af min tid i træningscenteret.

 

Power Addict Lever Belt

 

Hvad er dine fremtidige mål, og hvordan vil du nå dem?

Jeg har naturligvis et overordnet mål om, at jeg i fremtiden vil fortsætte min fysiske udvikling. Jeg ønsker hele tiden at optimere min tilgang til træning, og jeg er meget åben for ny viden.

På den korte bane er målet at stille op til Classic Bodybuilding til Newcomers 2017, så lige nu bliver der arbejdet på at få lidt mere masse på.

 

Power Addict Morten Foged

 

Hvis du kunne træne med et idol, hvem skulle det så være, og hvad skulle I træne?

Jeg har som sådan ikke noget idol. Jeg følger selvfølgelig nogle atleter på sociale medier, herunder Ryan Terry, Lazar Angelov, og Ulisses Jr. Jeg synes, at de har en imponerende fysik. Der er dog ingen, der har betydning for min overordnede træning. Jeg ville til hver en tid foretrække at træne skuldre, hvis jeg kunne træne med en af dem.

 

Ultimative top-sæt soundtrack:

Jeg er en af de få, der ikke hører musik, når jeg træner. Jeg har som regel en makker, og vi presser hinanden, så vi ikke behøver musik. Når jeg har haft 45-60 min cardio i forbindelse med mine konkurrencer, har jeg som regel set et afsnit af en serie, imens jeg stod på løbebåndet eller stairmasteren.

 

Power Addict knæbind

 

Dit bedste råd til læseren:

Arbejdsomhed, viljestyrke og kvalitet – er de tre vigtigste nøgleord. Hvis du har ambitioner om at nå et mål, hvad end det er, handler det om konstant at arbejde for det og have viljestyrke nok til at fortsætte. Det er især i træningscenteret, at jeg ser alt for mange, der kunne få meget mere ud af deres træning, hvis de tænkte kvalitet frem for kvantitet. Kvaliteten af træning er afgørende for gode resultater.

 

 

 Tilføj power addict på snapchat

Flere Indlæg

Find det du leder efter